Anders har givet den gas med Gulddreng og spillet på Roskilde

Anders har givet den gas med Gulddreng og spillet på Roskilde

Serie: Vi sætter fokus på, hvem vores undervisere egentligt er som mennesker. Hvad der rører dem, motiverer dem, og hvorfra deres kærlighed til musik stammer. Hos Music Institute er det nemlig passionen, der holder det hele kørende. Både hos vores lærere - og vores elever.

Af Emil Helweg Foget

For Anders Kirkegaard er det fedeste øjeblik, når en elev rykker sig og får en “aha-oplevelse”. Når neuronerne bliver forbundet, og det hele eksploderer.

Selv har han haft mange af de eksploderende oplevelser, siden han samlede en guitar op i en alder af 15.

Han har spilllet på Roskilde Festival, turneret med Gulddreng og udgivet plader med en digter. Kort sagt har der tit været knald på neuronerne hos Anders Kirkegaard.

“Da jeg var 15 år, fik jeg min første guitar. Jeg har ikke nogen musikalsk baggrund. Mine forældre spiller ikke. Det var noget med et forsøg på at imponere en pige. Desværre skulle hun på efterskole – jeg blev ved med guitaren alligevel.

Lige så snart guitaren tog interessen, var jeg klar over, at det var det, jeg skulle lave.

En af dem, der virkelig skubbede til det, var en gut ved navn Søren. Han var lige startet på Konservatoriet og var lidt grøn i det i forhold til at undervise. Tit blev det til fire timers undervisning om ugen, for han var rimelig large. Derefter underviste jeg det guitarhold, jeg selv var startet på, og til sidst var det MGK og Konservatoriet.

Det har rimeligt meget været den lige vej, siden jeg samlede guitaren op.

Nu er jeg heldigvis der, hvor jeg lever af det. Det er jeg sindssygt glad for. Men der er også gange, hvor jeg tænker, at det kunne være lækkert med et ni til fem job. Med sikker indkomst og ingen usikkerhed.

Usikkerheden kan kan være lidt tung nogle gange. Ved siden af skolen er jeg sideman: Det betyder, at jeg går på turné med en kunstner og spiller guitar. Jeg har for eksempel spillet med Gulddreng for nyligt.

Som sideman skal maj til september gerne være rigtig travl, hvis det skal hænge sammen. Men det går bare op og ned. Nogle gange holder artisterne pause, eller også har de ikke musik ude, og så er der ingen jobs. Det er udfordringen ved det. Men samtidig gør dét det spændende. Den brændende platform.

Da jeg blev færdig på Musikkonservatoriet, troede jeg, at jeg skulle ud og leve af kun at spille musik. Der fik jeg en lang næse. Min første gang udenfor de trygge rammer startede med en aflyst tour. Det kan også ske. Man bliver lovet en masse shows, og så bliver det bare aflyst.

Det blev et år, hvor jeg hang i med næb og klør, for jeg levede kun af at spille. Nu giver det hele mere mening, og jeg spiller tre eller flere shows om måneden.

Jeg har taget en masse med mig, fra hvordan jeg selv blev undervist. Især i forhold til at være åben overfor, hvad eleven vil spille. Hvis eleven synes, noget specifikt er spændende, så lad os arbejde med det. Og omvendt. Hvis jeg synes noget er mega fedt, så vil jeg gerne dele det mine elever.

Man skal dele en begejstring. Om det så er et riff eller whatever.

Jeg kan godt lide at spille sange, som mine elever kender. Så kan de forholde sig til det. Det kan være alt fra Kim Larsen til Lenny Kravitz. Ikke alle sange er lige spændende, så nogle gange spiller vi bare den mest udfordrende del.

I sommers spillede jeg med en fyr, der hedder Mathis på Roskilde. Det var sjovt. Og nogle af de Gulddreng-shows er fantastiske, fordi de er så gakkede, og det er så stort. Det handlede bare om at holde en fest. Det er helt sikkert den største produktion, jeg har været på.

Det hele var gak og løjer. Alle til koncerten gik amok og var helt overstadiske. Man har jo vundet fra starten. Man kan ikke gøre noget forkert. De elsker en fra start af og synger med på alt.

Ved siden af laver jeg selv noget helt andet. Jeg har et band, der hedder “Det Glemte Kvarter”. Vi spiller sammen med digteren Søren Ulrik Thomsen, vi har lavet to plader og blandt andet vundet en DMA i jazz. Det er noget helt andet end pop. Det er også meget andet på scenen, hvor man ikke skal stå og gøjle.

Med “Det Glemte Kvarter” giver musikken bare mening på en helt anden måde. Når det hele går op i en højere enhed, og vi rammer hinanden på den perfekte måde, den perfekte timing, det er smukt. Eller når Søren Ulrik starter digtet på præcis det rigtige tidspunkt, så det passer med musikken; det er det hele værd.”

Drømmer du også om, at din musik skal være fyldt med gak og løjer og poesi. Så udfyld denne formular og få en gratis prøvelektion med Anders Kirkegaard.



Få tips, tricks og videoerdirekte i din indbakke

0
    Din Kurv
      Anvend kupon