Jonas mistede styrken af kræft

Jonas mistede styrken af kræft – nu bruger han klaveret til at få den tilbage

Før han færdiggjorde sin folkeskole, fik Jonas Terndrup konstateret en kræfttype, der sammen med kemobehandlinger begyndte at nedbryde hans muskler og gjorde hans fingre svagere. Til sidst kunne han hverken knipse eller bære indkøbsposer. Nu skal klaverundervisning hjælpe ham med at genvinde det tabte.

Af Emil Helweg Foget
Fotos af Alexander Banck-Petersen

Jonas Terndrup læner sig over billardbordet og støder køen ind i kuglen. Sammen med Børnecancerfonden og flere unge er han på hotel på Amager. Lige nu er han og et par drenge samlet om et spil billard.

Drengene går rundt om bordet, joker lidt, da der begynder at strømme musik ind fra hotellobbyen.

Det lyder magisk. Jonas går ind i lobbyen og ser en af af pigerne, der er med, sidde og spille på et klaver.

Hun spiller den sydkoreanske pianist Yirumas hit “A river flows in you”. Et melodisk stykke i a-dur. Jonas er fortryllet og beslutter sig den aften for at lære at spille det. Senere finder han ud af, at det opbygger en masse styrke i fingrene, som kræften og kemoen har stjålet fra ham.

Jonas Terndrup åbner døren til familiens lejlighed på Amager, mens han kæmper med at holde katten Gizmo i sin favn.

Han er et af de unge mennesker, der i en alt for tidlig alder er blevet fortrolig med et lægefagligt sprog, han aldrig burde kende. Hospitalsgange, han aldrig burde se.

 

24 timers kemobehandling
Lige nu er han i slutningen af sit kræftforløb og venter på, hvad der forhåbentlig er den sidste omgang kemoterapi.

“Jeg har akut lymfoblastær leukæmi,” konstaterer han, da vi har sat os lædersofaen i stuen, som var kræften det mest naturlige i verden. Diagnosen fik han i halvvejs i tiende klasse i januar 2018. Kræften gjorde ham svag og tvang ham til at stoppe i skolen.

“Og så prøvede jeg at starte i gymnasiet igen efter sommerferien. Men det gik ikke, fordi det stadig kun var seks måneder efter, jeg fik diagnosen, og jeg havde det rigtig dårligt.”

Han er stadig ikke vendt tilbage i skole, men håber, at han kan starte på Københavns Medie Gymnasium efter sommerferien, hvor han vil læse spildesign.

Hvordan opdagede I, at du havde leukæmi?
“I 2016,” griner han nervøst og tager sig om anklen, “begyndte jeg at få rigtig, rigtig ondt i venstre ankel. Det gik jeg rundt med, og vi kunne ikke finde ud af, hvad det var. Vi tog til lægen, der mente, at det var børne- og ungeleddegigt, som jeg havde i hånden, albuen og begge fødder.”

Jonas begyndte at få sprøjter og medicin mod leddegigten, men det blev ikke bedre.

“Det blev faktisk værre. Jeg fik infektioner i ansigtet, og vi kom flere gange på hospitalet, hvor jeg til sidst fik taget en knoglemarvsprøve eller MR-scanning, der viste, at jeg havde leukæmi.”

En af grundene til, at lægerne havde svært ved at diagnosticere Jonas, var, at under 50 børn i Danmark bliver diagnosticeret med leukæmi om året.

Kemoterapien er stilnet af, og de fleste dage får han lov at være derhjemme, mens han venter på at få sin muligvis sidste, store kemobehandling, der hedder HDM – en forkortelse for højdosis metrotraxat.

“Jeg skal sidde i 24 timer og lade kemoen skylle gennem mig, og så går der et par dage, hvor det skal skylles ud. Jeg har et centralt venekateter,” siger han, trækker ned i sin røde bluse og viser en prop, der stikker frem i huden.

“Det er en slange, der går op til skulderen, hen over brystet og ned i centralvenen i hjertet. I starten generede den mig, men nu har jeg vænnet mig til det.”

Nu hvor han ikke længere bor på hospitalet, har han igen fået tid på at fokusere på sin genoptræning, musik og skolen. Men der har været lange perioder, hvor han boede på en hospitalsgang.

Genvinder styrken en tangent af gangen
Udover de mange dage på hospitalet har leukæmien også betydet, at hans krop er blevet svækket.

“Jeg kan huske, at jeg var rigtig god til at knipse. Det har jeg i lang tid ikke været i stand til. Jeg havde generelt problemer med at bære ting. Hvis jeg skulle bære to poser med mælk, eller bare to tunge poser, så kunne jeg mærke, at det var svært. Jeg havde ikke styrken i fingrene til det.”

Jonas plejede at bruge meget af sin tid på at tegne og spille basketball. Men svækkelsen i fingrene har gjort det svært at tegne, og leukæmien har givet ham knoglenekrose i venstre ankel.

“Min knogle i leddet i anklen er over 50 procent død. Så jeg kan ikke rigtig gå ordentlig mere. Eller spille basketball. Jeg må overhovedet ikke løbe eller hoppe.”

Højst sandsynligvis kommer Jonas aldrig til at spille basketball igen. Men han er ligeså stille ved at få styrken tilbage i fingrene. Det gør han ved at lære at spille klaver.
“Jeg fik af vide, at man ved at spille klaver træner nogle muskler i fingrene, man ikke træner ved andre aktiviteter.”

For ham er det tilfældige møde med “A river flows in you” blevet en mulighed for at tilkæmpe sig normalitet. En mulighed for at kunne knipse og bære katten Gizmo igen.

“Indtil videre er jeg ti sekunder inde i sangen. Jeg har stadig lidt svært ved fingerpositionerne og at koncentrere mig om at spille to forskellige ting på én gang. Det er ligesom at skrive to forskellige ting med hver sin hånd,” siger han.

“Jeg er begyndt at kunne mærke mine fingre igen. Og det, tror jeg, er fordi, at jeg er begyndt at lære at spille klaver.”

Jonas Terndrup er et af de 10 unge mennesker, der går på vores linje Musik I Livet, hvor udsatte unge modtager gratis musikundervisning.

Vil du lære lidt mere om linjen, støtte eller vil du eventuelt ansøge om gratis musikundervisning, kan du læse mere her.



Få tips, tricks og videoerdirekte i din indbakke

0
    Din Kurv
      Anvend kupon