Mathias Winther
Vejrtrækning, støttefornemmelse og stemmens klang er nøgleordene i Mathias' undervisning, så eleven kan lære at synge sundt med plads og frihed til at udfolde sig.

Uddannelse
- Rytmisk sanger og sanglærer fra Det Jyske Musikkonservatorium, Aarhus
Som underviser har Mathias fokus på at danne grundlaget for en sund stemme, der kan udfolde sig frit og ubesværet som en del af et kunstnerisk udtryk.
Mathias er en erfaren sanger, der har brugt meget tid på scenen og i studiet. Mathias skriver og komponerer sit eget materiale og udgav sin første plade med bandet Maskinvåd i 2012, en efterfølger i 2015 og senest en EP-udgivelse med bandet Firs i februar 2020. Han har herudover turneret med forskellige bands herhjemme og i udlandet.
Med lange dage i studiet og som frontfigur på scenen er det utroligt vigtigt, at stemmen har de bedste forudsætninger at arbejde under, og netop dette fokuserer Mathias på som sangunderviser; at du lærer at synge sundt, så stemmen får plads og frihed til at udfolde sig. Og bliver ved med det.
Gennem undervisningen vil I sammen opbygge grundlaget for en sund og udtryksfuld sangstemme ved at skabe en forbindelse mellem det, vi mærker i kroppen, og det, vi hører med øret, når vi synger. Vejrtrækning, støttefornemmelse og stemmens klang er nøgleordene, når Mathias underviser.
Udover det sangtekniske arbejde er der ved Mathias god mulighed for at fokusere på eget selvskrevet materiale gennem sparring på tekst og musik samt til at undersøge og opbygge dit kunstneriske udtryk.