Tobias lagde spillemanden væk for at finde sangerens dybde

Tobias lagde spillemanden væk for at finde sangerens dybde

Serie: Vi sætter fokus på, hvem vores undervisere egentligt er som mennesker. Hvad der rører dem, motiverer dem, og hvorfra deres kærlighed til musik stammer. Hos Music Institute er det nemlig passionen, der holder det hele kørende. Både hos vores lærere - og vores elever.

Af Emil Helweg Foget

Siden Tobias Rasmussen spillede violin, bongotromme og ukulele i børnehaven, har vejen været sikker: Han skulle være musiker.

Han er aldrig blevet pacet, men det lå i kortene, og han fik musikken ind med skeen som lille. Derfor måtte han også tage et skridt væk fra musikken for at finde sig selv. Finde sin identitet.

Den fandt han i at nørde menneskets anatomi, og hvordan det påvirker vores sangstemmer. En viden, han nu gør brug af på Music Institute Copenhagen, hvor han nyder at nørde med sine elever.

“Jeg har altid været ret spillemandsagtig og haft en bred musikinteresse. Jeg har altid spillet guitar, klaver, trommer og sunget. Men da jeg gik musikkonservatoriets guitarlinje, gik det op for mig, at jeg ikke var ‘guitarist-guitarist’. At jeg var bredere orienteret.

Da jeg søgte ind på kandidaten, var jeg også sikker på, at jeg kun havde en chance som sanger – for jeg havde mere hul igennem som sanger fra et kunstnerisk perspektiv. Både inde i mig selv og ud af til.

Jeg var en mere interessant performer som sanger end som guitarist. På guitaren havde jeg ikke et kunstnerisk udtryk, som jeg havde arbejdet dybt med. Det havde jeg til gengæld som sanger.

Jeg har helt klart fundet den rette hylde – også som underviser. I de første mange år underviste jeg i guitar. Jeg er meget passioneret omkring sangundervisningen. Mit nørde-gen kommer meget mere i spil, når det handler om sang end om guitar.

Jeg tog et par år væk fra konservatoriet mellem bacheloren og kandidaten. Det var næsten to år helt væk fra musikken. Jeg havde brug for at vælge musikken igen som voksen. Min far er musiker, og jeg har fået musik ind med skeen, siden jeg var helt lille.

Der har aldrig været tvivl om, at jeg skulle på konservatoriet, når jeg blev stor. Jeg er også bare gået den lige vej uden pause. Musikefterskole, MGK, Musikkonservatoriet.

Jeg var ikke klar over det dengang, men når jeg kigger tilbage, så handlede det om, at jeg skulle vælge musik som voksen. Jeg ville identificere mig med noget andet end musikken.

I de næste to år mellem bacheloren og kandidaten lavede jeg blandt andet rigtig meget frivilligt socialt arbejde. Så hængte jeg min hat på det. Jeg var jo på konservatoriet på baggrund af en beslutning, jeg havde taget som 5-årig.

Jeg skulle lige stikke fingeren i jorden og mærke efter. Musikmiljøet kan være ret osteklokke-agtig. Samtidig havde jeg behov for at bruge min hjerne på nogle andre ting og finde min identitet. Det var godt at smage på noget socialt og akademisk arbejde.

Der er to grunde til, at jeg tænder mere på at undervise i sang end guitar. Sang kommer meget hurtigere til at handle om musik. På guitaren handler det i starten meget om fysik.

Sang handler hurtigt om musik, om en klang, et udtryk og en bestemt måde at synge en sang på. Man bevæger sig hurtigere ind til kernen.

Oven i det er sangundervisning meget mere holistisk. Man arbejder med kroppen. Derfor arbejder man også med folks vaner og uvaner. Dybest set hvordan de lever deres liv.

Hvis man får en elev, der de sidste ti år har siddet på et kontor fra ni til fire, så har vedkommende fået en bestemt kropsholdning. En kropsholdning der ikke er god for sangstemmen.

Det skal man forholde sig til sammen med eleven, og man skal gøre det på en måde, der ikke er intimiderende. Man kommer enormt vidt omkring. Det skal selvfølgelig hele tiden handle om at synge sange og musik, men der er en masse afstikkere til andet. Det er spændende.

At bruge stemmen er enormt intimt. Der er en anden lydhørighed og et andet fokus på person, man underviser. Man kan ikke bare lire noget af – det kan man selvfølgelig aldrig. Men sang bliver i høj grad et møde med et andet menneske. Og det møde sker ret hurtigt og umiddelbart. Man blotter sig for hinanden.

Uanset niveauet på den elev, der kommer ind af døren, kan jeg finde en nørdet interesse. Det er spændende at finde ud af, hvilke knapper man skal skrue på for at få en persons stemme til at virke bedre.

Det kræver, at man meget hurtigt kan aflæse et menneske. Jeg får brugt en bred faglighed hernede, fordi jeg møder så mange mennesker og forskellige stemmetyper. Selv en begynder kan udfordre mig fagligt.

Nu om dage er jeg enormt sikker på min identitet som sanger. Men det har jeg bestemt ikke været i lang tid. Efter min kandidat fra Musikkonservatoriet startede jeg på Anna Rosing-instuttet, hvor jeg virkelig fandt identiteten.

Efter konservatoriet havde jeg papir på, at jeg var sanger. Men jeg følte mig stadig ret grøn. Alt det mine sangkollegaer havde været i gennem på bacheloren, havde jeg jo ikke, for der studerede jeg guitaren. Og inden konservatoriet var jeg mere eller mindre autodidakt.

Instituttet gav mig en uddannelse og sangteknisk viden, som jeg gør rigtig meget brug af her på skolen.

Har du lyst til at udfordre Tobias Rasmussen og få drejet på dine knapper, så kom ned på Music Institute Copenhagen og prøv en gratis prøvelektion. Bare udfyld denne formular, så finder vi ud af det.



Få tips, tricks og videoerdirekte i din indbakke

0
  • Denne vare er beskyttet og kan ikke købes.
Din Kurv
    Anvend kupon