Workshop med Anders Bo

Der er lagt op til tips, tricks og guitarnørderi på højeste niveau

Workshop med Anders Bo

Der er lagt op til tips, tricks og guitarnørderi på højeste niveau, når Anders Bo holder guitarworkshop på MICPH.

Vi har den fornøjelse at kunne tilbyde dig en guitarworkshop med Anders Bo, der foruden at være fast tilknyttet MICPH også har spillet guitar for cremen af dansk musikliv gennem mange år. Kendte navne som Marco Mendoza, Glenn Hughes, Medina, LOC, Burhan G og Anne Linnet har alle nydt godt af Anders Bo’s guitarspil.

Nu giver Anders Bo sine bedste musikertips og geartricks videre i en tre timer lang, intensiv workshop på MICHP.

Vi har valgt at dele tiden op i tre afdelinger for overskuelighedens skyld.

Gearet!

Måske er du frustreret. Du har en elektrisk guitar og en forstærker og måske endda nogle pedaler, som du har betalt i mere eller mindre dyre domme for – men det lyder bare ikke, som du vil have! Hvordan får du den lyd, som du hører på alle dine heltes indspilninger? Fortvivl ikke, vi har alle sammen været der.

Anders Bo taler om sit gear, sine inspirationskilder og om, hvordan han opbygger sin egen lyd. Vi tager konkret afsæt i tre forskellige, klassiske rockguitarer, nemlig Fenders berømte Stratocaster og Telecaster, sat overfor Gibsons mindst lige så ikoniske Les Paul.

Anders viser, hvordan han med udgangspunkt i hvert instrument sætter en god lyd sammen, og han demonstrerer, hvad hvert instruments styrker og svagheder er, og hvordan han arbejder med sine effektpedaler. Der vil selvfølgelig være rig lejlighed til at stille spørgsmål undervejs.

Håndværket!

Hvordan bliver man en god musiker? Hvad skal der til, og hvordan opbygger man sine færdigheder? Anders taler om sin egen udvikling og kommer ind på, hvordan man opbygger sin teknik som guitarist, hvordan man vedligeholder den, og hvad der er vigtigt, når man skal spille musik på højt niveau. Hvordan udvikler du din rytmesans? Er det vigtigt at lære musikteori, og hvad skal man egentlig bruge det til?

Anders Bo svarer også her på dine spørgsmål, så det er bare med at lægge hovedet i blød og finde de gode spørgsmål frem fra gemmerne!

Musikerlivet!

Hvordan er det så egentlig? Man har arbejdet sig frem og knoklet med sit håndværk.

Øvet, øvet og atter øvet.

Man har opbygget et netværk og møjsommeligt været ude og vise flaget på åbne scener, når der ikke var andet at lave. Nu er man professionel musiker, en verden som det kun er de færreste forundt at opleve.

Anders Bo fortæller om, hvordan man klarer livet som ‘hired gun’, og hvordan man bedst muligt kan positionere sig på musikscenen, så man bliver lagt mærke til og får arbejde. Du får med andre ord et sjældent indblik i livet som professionel musiker.

Vi glæder os vanvittigt meget til at byde jer alle sammen velkommen til en guitarworkshop ud over det sædvanlige. Det må du ikke gå glip af. Der er kaffe og kolde drikke under hele seancen, og måske falder der en røverhistorie eller to af undervejs. Vel mødt!

Dato: 20. maj kl. 12.00 – 15.00

Varighed: 3 timer

Antal deltagere: Max 12

Pris: 599,-

Sted: Music Institute, Nørre Søgade 27A, 1370 Kbh K.

Tilmelding: Skriv til info@micph.dk

Nota: Tilmeldingen er bindende og pengene gives ikke retur ved sygdom eller afbud.

 



Efter min søn har startet guitarundervisning, er han kommet i en rivende udvikling – godt gået!

Martin Brygmann

Min underviser tager altid udgangspunkt i den musik, jeg bedst kan lide – det motiverer mig, når jeg øver mig hjemme.

Claus Møller Jakobsen

Jeg kan mærke en stor udvikling fra da jeg startede. Jeg føler mig meget mere sikker på min guitar efter to sæsoner.

Mathilde Falch - sangskriver

Det som for mig gør dem sublime er, at lærerne skræddersyer et program specifikt til hver enkelt elev.

Morten Boel - Guitarist

Få tips, tricks og videoerdirekte i din indbakke