Lasse gik fra at køre død i et røvballeband til at spille på Orange

Lasse gik fra at køre død i et røvballeband til at spille på Orange

Serie: Vi sætter fokus på, hvem vores undervisere egentligt er som mennesker. Hvad der rører dem, motiverer dem, og hvorfra deres kærlighed til musik stammer. Hos Music Institute er det nemlig passionen, der holder det hele kørende. Både hos vores lærere - og vores elever.

Foto af Michael Svenningsen.

Lasse Ziegler har spillet på Orange Scene, udgivet flere plader og lavet musikken til en film.

Men det var lige før, at det hele kunne være endt på gulvet til konfirmationer og sølvbryllupper som røvballemusiker, hvis det ikke var for et par gode venner, der tog fat i ham.

Nu jagter målet om at blive den sejeste guitarist. Eller: jo ældre han bliver, er det mere drømmen om et varmt og fedt studie.

Jeg var 13 år, første gang jeg spillede live. Jeg kommer fra en lille by, Smørum, hvor jeg spillede i band med nogle drenge, der var meget ældre end mig. Derefter var det den klassiske historie: Jeg blev ældre og flyttede til København.

I København var jeg den dårligste igen. Jeg gik fra at være kongen i en lorteby til lorten i en kongeby. Men jeg spillede stadig røvballemusik. Det gjorde jeg i mange år, indtil jeg var 22 eller 23.

Røvballe er rigtig festmusik. Vi spillede alt det, folk kender. I forsamlingshuse og haver – til konfirmationer, fødselsdage og alle mulige ting. Jeg var vild med det i starten. Man tjente jo penge på det.

Men det var ved at tage livet af mig til sidst. Jeg var så heldig, at nogle af mine venner tog fat i mig og sagde: ‘Lasse, jeg tror du skal overveje, om du gider tage med ud’. De sagde det på en sød måde, og jeg var bare sådan,‘Nå ja, det kan jeg da godt se’.

Jeg tror ikke, jeg var blevet ved med at spille musik, hvis jeg var fortsat med røvballemusikken. Jeg nød det ikke.

Samtidig begyndte jeg også at finde min egen musikalske identitet. Jeg begyndte at høre en masse andet musik. Jeg begyndte at høre rigtig meget punkrock. Og så er det også der i tyverne, at man begynder tænke sig lidt om og finde sig selv.

Da jeg var lille, ville jeg bare gerne stå i TV. Så stod jeg i TV. Hvad så? Så ville jeg gerne på konservatoriet, så kom jeg ind der. Hvad så? Så ville jeg spille på Orange, så gjorde jeg det. Det ændrer sig hele tiden, hvad man vil. Heldigvis.

Nu vil jeg rigtig gerne spille på Coachella eller lave mere musik til film. Man skal huske at drømme stort.

Jeg stopper først den dag, det ikke er sjovt længere. Jeg elsker at stå på scenen. Ligesom i cirkusverdenen, man kan dufte savsmulden. Klar til en tur i manegen. Når det stopper, når man ikke får kicket længere, så er jeg færdig med at spille. Det skal være drønsjovt.

Live-delen bliver også mindre sjov i forhold til at være i et studie. Jeg har også spillet rigtig meget live og gør det stadig. Jeg er 31 år nu. Om 20 år gider jeg nok ikke spille live. Der vil jeg hellere have et varmt og fedt studie at arbejde i.

Nu er jeg 100 procent sikker på min identitet og mine evner på en guitar. Min holdning til det. Det er ikke ensbetydende med, at andre synes, det er fedt. Da jeg var 18 år, ville jeg sikkert ikke selv synes, at jeg var fed.

Dengang ville jeg nok tænke, ‘du spiller langsomt og dårligt’. Livet skifter hele tiden. Dengang ville jeg bare være den hurtigste i byen. I starten øver du dig og spiller hurtigere og hurtigere, får en god teknik. Så bruger du hele voksenlivet på at aflære det, så man kan spille god musik.

Det gælder om at snyde sig selv, når man laver musik. Det er kun en barriere, at du kan noget, hvis du skal skabe. For så er du allerede ud af det med at spille musik, så laver du bare et eller andet præfabrikeret, som du sætter ned over dit projekt.

Derfor gør jeg tit det med eleven, at vi omstiller guitaren i random tuning og prøver at spille noget. For så snyder man sig selv fuldstændigt og hører kun, hvad der sker.

Det lyder måske ikke godt! Men du har snydt dig selv, og det fører til noget andet, som fører til noget andet og så videre. Man skal bare have ideen af det, og så skal man lave musik.

Jeg siger til mine elever, at det gælder om at stjæle med arme og ben – uden at blive opdaget selvfølgelig.

Jeg starter tit med at give eleven en succesoplevelse. Du lærer jo ikke første gang at spille et nummer fra ende til anden. Det gør ondt i fingrene, og der går noget tid, før det lyder af noget.

I starten er det måske et stykke af et bestemt nummer. Jeg underviser jo ikke for min skyld, jeg underviser for elevens.

Jeg nyder at se eleverne udvikle sig. Især de små hvor de lige lærer at spille Justin Bieber. De lærer dobbelt så stærkt som os, og det er en fornøjelse i sig selv.

Jeg elsker, når de kommer med ny musik til mig. Jeg elsker det, mand. Jeg er ikke den gamle rockdreng. Mange brokker sig over den nye musik, men så er man blevet for gammel. Man bliver nødt til at følge med. Det sker nok også for mig en dag. Så melder jeg mig ud og begynder til bowling.

Hvis man er lidt nervøs, så skal man bare gøre det, der er gratis prøvelektion! Jeg var selv lidt nervøs i starten, det har jeg altid været, når det kom til guitar.

Lasse Zeigler guitar

Vil du nå at blive undervist at Lasse Ziegler, inden han starter til bowling? Så tag en gratis prøvelektion allerede i dag – bare skriv dig op lige her



Få tips, tricks og videoerdirekte i din indbakke

0
    Din Kurv
      Anvend kupon