Freja faldt seks meter ned og troede, hun havde mistet sangen
Freja og hendes venner var samlet til farvel-Falster-fest i hendes lejlighed, da altanen braste sammen under dem. Hun fik en hjerneblødning og har siden skulle kæmpe sig tilbage. Midt i alt det mistede hun også modet til at synge. Men kun midlertidigt - for en passion forsvinder aldrig.
Af Emil Helweg Foget
Til juleafslutning på Music Institute of Copenhagen gav Freja Andrea Pedersen den som Alicia Keys og sendte al sin power gennem nummeret “Superwoman”. Bagefter måtte hun gå ud på toilettet for at tude og fortælle sig selv, at hun er god nok. Det var glædestårer. De kom også, da hun øvede sig på showet tidligere på dagen.
Freja valgte sangen, fordi den symboliserer at være en stærk superkvinde, at være et menneske der kan og vil livet. Siden hun fik sin hjerneskade for tre år siden, har hun kæmpet med at finde styrken i sig selv og sige “hold kæft, hvor er jeg sej”. Julekoncerten var første gang i tre år, at hun stod på en scene.
Som ung elskede hun at synge, men efter sin skade mistede hun modet og troen på, at hun kunne. Derfor strømmede befrielsen gennem hende, da hun var færdig. Hun havde ikke mistet “det” – følelsen, når hun står på en scene.
“Jeg var så bange for, at jeg ikke kunne. Så da min underviser Frederikke spurgte, om jeg ville, var tanken om det vildt nervepirrende og grænseoverskridende. Men jeg sagde ja, for jeg elsker virkelig at stå på en scene,” siger Freja.
At lære sig selv at kende
Vi sidder på hendes altan ude på Refshaleøen med udsigt til højtragende københavnske pejlemærker, mens solens stråler falder på os. Hun er 23 år og farverig. Hendes tøjstil, udsmykning og udstråling er mest holdt i pangfarver, og latteren, der med jævne mellemrum kommer i eksplosioner, varmer livligt lokalet.
“Jeg kan godt lide at performe og være i rampelyset, selvom det er lidt atypisk for danskere. Det er så inderligt, når jeg udtrykker mig på en scene, og det vil jeg gerne dele med andre.”
Freja fik sin hjerneskade i sommeren 2016. Sammen med sine venner holdte hun en afskedsfest i sin lejlighed på Falster. Det skulle markere et farvel til hjemstavnen og det kapitel af hendes liv og starten på et nyt i København.
“Under festen går vi ud på altanen, og pludselig braser den sammen under os. Vi falder seks meter. Jeg kan ikke huske noget, da det sker. Jeg husker bare, at vi fester og har det for fedt,” siger Freja.
“Næste øjeblik vågner jeg op fra min koma på Rigshospitalet.”
Hun var i koma i et døgn. I dag er hun ikke bange for altaner eller højder. Selv tror hun, at det skyldes, at hun ikke kan huske noget fra faldet. Freja fik en hjerneblødning og en hjernerystelse.
“I den efterfølgende periode var jeg virkelig træt og havde ondt i hovedet. Så ondt, at jeg ikke kunne forlade hjemmet. Jeg blev og bliver rigtig hurtigt træt af ingenting og manglede både koncentration og overskud.”
Når den unge sangerinde er træt, bliver det svært at overskue store menneskemængder – myldretiden er det værste – og hun bliver ekstra sensitiv over for dufte.
Det har også medført, at hun har skåret mange ting fra; at mødes med andre blandt andet. Hun siger nu generelt mere nej til ting. Alligevel føler hun ikke, at hun har mistet noget. I lang tid var hun ellers bange for, at hun havde mistet sin sang.
“Jeg har skulle lære mig selv at kende efter skaden og finde modet til at synge. Det har på sin vis været et nederlag, fordi jeg før har sunget så meget. Jeg har følt, at jeg har mistet noget i mig selv, fordi jeg ikke sang mere.”
Du kan aldrig miste din passion
Freja har gået til sang, siden hun var 10. Efter to år skiftede hun til gospel og stille og roligt voksede musikken omkring hende. Der kom mere gospel- og sangundervisning, siden hen et band på efterskolen, hun gik på musiklinjen på gymnasiet og startede på MGK. Det at synge har altid fyldt meget i hendes liv.
“Det lå mig så nært og betød så meget for mig, at jeg ikke kunne overskue, hvis jeg havde mistet min sang,” siger hun.
“Men det vidste jeg godt, at jeg ikke havde. Jeg kunne jo godt, når jeg sang i badet,” siger hun og et grin eksploderer og fordufter i solens flimrende stråler.
I et år gik hun og overvejede at sætte flyers op på musikkonservatoriet – “var der måske nogen, der studerede sang og manglede en elev”. Det var for nervepirrende, og hun gjorde det aldrig. Men så en dag var hun klar.
“Vi har alle nogle trappetrin, og man er klar til det næste trin på forskellige tidspunkter og af forskellige årsager. I det år, hvor jeg overvejede at sætte flyers op, var jeg ikke klar. Der fyldte det for meget at tænke på min behandling, og hvem jeg nu var efter min skade.”
I den tid gik Freja og bebrejdede sig selv, at hun ikke var startet tidligere.
“Men jeg prøver ikke at slå mig selv i hovedet med de ting, jeg ikke når. Det er det dummeste, man kan gøre. Der er nok en grund til, at man ikke får det nået.”
“Jeg er kommet frem til, at det er skide vigtigt at lave det, man er passioneret omkring og giver én glæde. Så hvis man elsker at male, synge, spille guitar eller cykle – alt i verden – så skal man bare gøre det og dyrke det.”
Derfor var det en også en kæmpesejr, da hun optrådte med “Superwoman” til julekoncerten. Freja vendte tilbage til sin passion og genvandt modet. Næste mål er at gå til jamsessions på caféer og begynde at synge gospel igen.